Fanrepræsentanten

En fanrepræsentant – eller Supporter Director, som det hedder internationalt – er et fan-valgt bestyrelsesmedlem i en fodboldklub.

Da den professionelle del af Brøndbyernes IF drives i aktieselskabet, Brøndbyernes IF Fodbold A/S, er det til bestyrelsen for dette selskab, fanrepræsentanten vælges.

Formålet med fanrepræsentanten er beskrevet i vores vedtægter:

Stk. 2. Fanrepræsentanten vælges for at øge indflydelsen på den professionelle afdeling af Brøndbyernes IF og dermed sikre, at denne drives i overensstemmelse med de værdier og holdninger vedtaget af Fanafdelingens medlemmer.

Som bestyrelsesmedlem har fanrepræsentanten mulighed for at påvirke, hvordan klubben drives, da det er selskabets bestyrelse, der lægger den overordnede strategi og retning for klubben – hvad angår såvel økonomi som fodbold, fans og lokalt ansvar.

Fanrepræsentanten er vores stemme i bestyrelsen – og opgaven er helt grundlæggende, at klubben drives og udvikles med respekt og i samarbejde med klubbens største interessentgruppe: Fansene.

Hvordan arbejder fanrepræsentanten?

Bestyrelsen i selskabet arbejder sammen som en enhed og taler sig frem til løsninger, den mener er bedst for klubben. Fanrepræsentanten er derfor også en slags brobygger, der bringer fansenes interesser, synspunkter og oplevelser til bordet.

Det er ikke altid, at en fanrepræsentant er enige i de beslutninger der træffes – men fra fanrepræsentanten er valgt, er denne en del af bestyrelsen på lige vilkår med de øvrige medlemmer. Det betyder dels, at man respekterer de beslutninger, der træffes, dels at fanrepræsentanten har tavshedspligt i relation til langt det meste af sit arbejde.

Kan vi få at vide, hvad fanrepræsentanten laver?

Fanafdelingen ønsker så meget åbenhed som muligt. Derfor har vi udarbejdet et rapporteringsskema, som fanrepræsentanten svarer på 4 gange om året i forbindelse med kvartalsrapporterne. I skemaet kan fanrepræsentanten svare inden for rammerne af tavshedspligten og give et overordnet indblik i klubbens drift.

Hvad laver fanrepræsentanten ikke?

Ligesom bestyrelsen så deltager fanrepræsentanten så vidt muligt ikke i den daglige drift. Det er derfor ikke fanrepræsentanten, der beskæftiger sig med dag-til-dag-udfordringer, forslag og dialoger. Dette arbejde ligger hos klubbens fankoordinator.

Kan jeg kontakte fanrepræsentanten?

Ja, det kan du i hvert fald. Den nuværende fanrepræsentant hedder Claus B Billehøj, og du kan skrive til ham på mail claus@billehoj.dk eller telefon +45 6014 4323

Claus B Billehøj

Fanrepræsentant