Vedtægter

Vedtægter for Fanafdelingen i Brøndbyernes Idrætsforening

Pr. 09.03.2023 (dato for seneste generalforsamling)

§1 – Navn og hjemsted

Stk. 1. Foreningens navn er Fanafdelingen i Brøndbyernes Idrætsforening, herefter ’Fanafdelingen’.

Stk. 2. Foreningen er som selvstændig forening en anerkendt støtteforening af fodboldklubben Brøndbyernes Idrætsforening, herefter ’klubben’.

Stk. 3. Fanafdelingens hjemsted er Brøndby Kommune.

 

§2 – Formål

Stk. 1. Fanafdelingen støtter op om Amatørafdelingens arbejde. Det sker gennem dialog, afholdelse af arrangementer, økonomisk støtte og rekruttering af frivillige.

Stk. 2. Fanafdelingen arbejder for at sikre medlemmerne mest mulig indflydelse på den professionelle fodbold organiseret i Brøndbyernes IF Fodbold A/S og faciliterer en demokratisk valgproces af en fanrepræsentant til bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S.
Fanafdelingen har bemyndigelse til at besidde, købe, og sælge aktier i Brøndbyernes IF Fodbold A/S.

Stk. 3. Fanafdelingen arbejder for at samle hele fællesskabet omkring klubben og sikre at flest muligt inddrages i en debat om klubbens fremtid og drift.

Stk. 4. Fanafdelingen arbejder for at styrke den lokale forankring af Brøndbyernes IF på Vestegnen herunder styrke klubbens position som social aktør.

Stk. 5. Fanafdelingen er uafhængig af parti politik og varetager alene medlemmernes interesser og holdninger i relation til klubben.

 

§3 – Medlemmer

Stk. 1. Som medlem optages enhver, der ønsker at støtte klubben på såvel bredde- som eliteniveau.

Stk. 2. Personer under 16 år kan kun optages med forældrenes skriftlige samtykke.

Stk. 3. Et medlem, der ikke har betalt kontingent senest 90 dage efter forfald, slettes som medlem.

Stk. 4. Bestyrelsen kan ekskludere et medlem, der ikke lever op til foreningens værdier og formål. Inden bestyrelsen træffer beslutning, skal medlemmet have lejlighed til senest to uger før bestyrelsesmødet skriftligt at udtale sig herom.

 

§4 – Kontingent

Stk. 1. Kontingentet fastsættes på de ordinære generalforsamlinger efter forslag fra bestyrelsen og gælder nye indmeldinger samt fornyelser af medlemskaber.

Stk. 2. Bestyrelsen kan vedtage nye kontingenttyper i det, den finder det formålstjenligt.

 

§5 – Generalforsamlingen

Stk. 1. Generalforsamlingen er Fanafdelingens højeste myndighed.

Stk. 2. Generalforsamlingen afholdes en gang årligt og afholdes inden den ordinære generalforsamling i Brøndbyernes IF Fodbold A/S og inden for den tidsramme der er defineret for formelt at leve op til kravene for at kunne indstille den valgte Fanrepræsentant.

Stk. 3. Generalforsamling indkaldes med minimum tre ugers varsel ved opslag på foreningens hjemmeside og/eller e-mail.

Stk. 4. Dagsordenen for den ordinære generalforsamling skal omfatte følgende:

  1. Valg af dirigent og referent
  2. Bestyrelsens beretning
  3. Forelæggelse af regnskab og budget
  4. Indkomne forslag
  5. Eventuelt dispensation til kandidat til fanrepræsentant, jf. 10, stk. 12.
  6. Valg af fanrepræsentant
  7. Valg af formand
  8. Valg af næstformand
  9. Valg af kasserer
  10. Valg af op til syv menige bestyrelsesmedlemmer
  11. Eventuelt

Alle valg er for ét år.

Stk. 5. Forslag, der ønskes behandlet på generalforsamlingen, skal sendes til bestyrelsen senest syv dage før generalforsamlingen og offentliggøres umiddelbart herefter på foreningens hjemmeside.

Stk. 6. Stemmeberettiget er ethvert medlem, der er fyldt 16 år og ikke er i kontingentrestance. Stemmeret kan udøves ved personligt fremmøde.

Stk. 7. Medmindre andet fremgår af vedtægterne, træffes beslutninger på generalforsamlingen med almindeligt flertal.

Stk. 8. Ændringer til vedtægterne kræver flertal blandt to tredjedele af de afgivne stemmer.

Stk. 9. Valg af fanrepræsentant sker gennem én til tre afstemningsrunder. Opnår en kandidat ikke opbakning fra mere end halvdelen af de afgivne stemmer i første runde, sorteres den kandidat med færrest stemmer fra, hvorefter de øvrige fortsætter til næste runde. Således stemmes der, indtil en kandidat modtager opbakning fra mere end halvdelen af de afgivne stemmer. Er der total stemmelighed, træffer den siddende formand beslutningen.

Stk. 10. Valgbar til bestyrelsen er ethvert stemmeberettiget medlem, der er fyldt 18 år.

Stk. 11. Valg af formand, næstformand og kasserer sker gennem enkeltvise afstemningsrunder, hvor hvert medlem har én stemme pr. valg, således at et medlem kun kan stemme på én formand, én næstformand og én kasserer.

Stk. 12. Valg til bestyrelsen som menigt medlem sker gennem én til flere afstemningsrunder, hvor hvert medlem i første runde har én stemme pr. menig bestyrelsesmedlemspost der er på valg.Posterne til bestyrelsen tildeles efter flest modtagende stemmer i første runde.Skulle der opstå stemmelighed om en plads i bestyrelsen, så vil der foretages en næste afstemningsrunde, hvor de kandidater med færrest lige stemmeantal fortsætter til en anden runde. Andre kandidater der har opnået færre stemmer end de førnævnte kandidater, samt de kandidater der opnåede valg i første runde, vil bortfalde fra næste afstemningsrunde. I den næste afstemningsrunde vil der således kun kunne stemmes på de kandidater der opnåede færrest lige stemmeantal. Hvert medlem vil kun have én stemme i denne anden runde. Skulle der igen opstå total stemmelighed, vil den evt. siddende kandidat vinde posten. Er ingen af de tilbageværende en siddende kandidat, eller de begge er siddende, vil posten tildeles ved lodtrækning blandt de kandidater der opnåede flest stemmer i anden afstemningsrunde.

Stk. 13. Dersom et medlem er forhindret i at deltage i generalforsamlingen, kan medlemmet give generalfuldmagt til et andet medlem til at stemme på sine vegne. Fuldmagten skal registreres digitalt via medlemssystemet senest 24 timer før generalforsamlingens start. Et medlem kan kun have fuldmagt fra ét (1) andet medlem.

 

§8 – Ekstraordinær generalforsamling

Stk. 1. Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen finder det nødvendigt, eller når mindst en tredjedel (⅓) af de stemmeberettigede medlemmer skriftligt med dertilhørende dagsorden begærer dette.

Stk. 2. Ekstraordinære generalforsamlinger afholdes senest tre uger, efter bestyrelsen har truffet beslutning eller modtaget anmodning herom.

Stk. 3. Medlemmer skal modtage indkaldelse senest 14 dage før. Indkaldelsen indeholder tid, sted samt dagsorden med angivelse af de emner, der skal træffes beslutning om.

 

§9 – Bestyrelsen

Stk. 1. Bestyrelsen består af formand, næstformand, kasserer samt op til syv menige bestyrelsesmedlemmer efter generalforsamlingens nærmere beslutning. Bortset fra valg af formand, næstformand og kasserer konstituerer bestyrelsen sig selv på det første møde efter generalforsamlingen.

Stk. 2. Fanrepræsentanten deltager i bestyrelsens møder uden stemmeret. Yderligere personer kan deltage efter bestyrelsens beslutning herom senest ved mødets start. Fanrepræsentanten kan blive nægtet adgang til et bestyrelsesmøde.

Stk. 3. Bestyrelsen holder minimum møde en gang i kvartalet og minimum seks gange om året.

Stk. 4. Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mere end halvdelen af medlemmerne er til stede.

Stk. 5. Fanrepræsentanten samt bestyrelsesmedlemmer, der har erklæret, at de stiller op som fanrepræsentant på førstkommende generalforsamling, deltager ikke i bestyrelsens behandling af spørgsmålet om indstilling af fanrepræsentant.

Stk. 6. I tilfælde af stemmelighed er formandens stemme afgørende.

Stk. 7.
Bestyrelsen fører en beslutningsprotokol.

Stk. 8. Fanafdelingen tegnes af formanden og kassereren i forening.

Stk. 9.
Bestyrelsen fastsætter i øvrigt selv sin egen forretningsorden

 

§10 – Fanrepræsentanten

Stk. 1. Fanrepræsentanten vælges for at øve indflydelsen på Brøndbyernes IF Fodbold A/S og dermed bidrage til at sikre, at denne drives i overensstemmelse med værdier og holdninger vedtaget af Fanafdelingens medlemmer. Det er derudover fanrepræsentantens opgave at oplyse bestyrelsen om de forskellige fans’ holdninger, herunder den siddende bestyrelse i Fanafdelingen.

Stk. 2. Fanrepræsentanten deltager i bestyrelsens møder, men er i øvrigt ikke undergivet instruktionsbeføjelse af bestyrelsen, jf. Aktieselskabslovens bestemmelser om ansvar for bestyrelsesmedlemmer.

Stk. 3. Fanrepræsentanten vælges på den ordinære generalforsamling.

Stk. 4.
En person, der ønsker at opstille som kandidat, indsender elektronisk en skriftlig opstilling til bestyrelsen senest 6. januar. Af opstillingen skal fremgå, hvordan kandidaten opfylder betingelserne i stk. 8. Bestyrelsen kvitterer skriftligt for modtagelsen af opstillingen senest 4 dage efter modtagelsen.

Stk. 5. Alle medlemmer over 18 år, der har betalt kontingent, kan stille op.

Stk. 6.
Bestyrelsen indstiller blandt de modtagne opstillinger tre kandidater til generalforsamlingens beslutning. Såfremt bestyrelsen modtager færre end tre opstillinger, indstilles en eller to kandidater til valg. Såfremt bestyrelsen ikke modtager opstillinger, er den forpligtet til at finde minimum én kandidat. Dette gælder også, dersom den siddende fanrepræsentant søger dispensation efter reglen i stk. 11.

Stk. 7.
Bestyrelsen skal indstille en siddende fanrepræsentant, der ønsker genvalg, medmindre kandidaten:

  1. har siddet i fire sammenhængende perioder,
  2. ikke længere er økonomisk uafhængig af selskabet, eller
  3. i den foregående periode har modtaget et mistillidsvotum fra bestyrelsen

Stk. 8. Bestyrelsen skal vurdere kandidaten ud fra følgende parametre:

  1. Frivilligt engagement i klubbens fanmiljø
  2. Tilslutning til foreningens formål, værdier og vedtagne politikker
  3. Kendskab og forståelse for Brøndby IF’s fankultur som helhed
  4. Kandidaten skal opfylde betingelserne efter loven for at kunne indtræde i bestyrelsen for et A/S
  5. Personlige og faglige kvalifikationer i forhold til opgaven med at indtræde i bestyrelsen for et A/S
  6. Være økonomisk uafhængig af Brøndbyernes IF Fodbold A/S og dennes hovedaktionær(er)
  7. Fanrepræsentanten må ikke være idømt karantæne af klubben på det pågældende tidspunkt

Stk. 9. Bestyrelsen offentliggør sin begrundede indstilling af kandidater senest sammen med indkaldelsen til den ordinære generalforsamling. I den forbindelse offentliggøres også, dersom den siddende fanrepræsentant søger om dispensation for reglen i stk. 11, samt navnene på de kandidater, der havde meldt deres opstilling, men ikke er blevet indstillet.

Stk. 10.
Man kan alene vælges til fanrepræsentant i fire på hinanden følgende valgperioder.

Stk. 11.
En fanrepræsentant, der har siddet i en sammenhængende periode på fire år, kan meddele bestyrelsen, at denne ønsker at søge dispensation hos generalforsamlingen.

Stk. 12.
Dispensation gives af generalforsamlingen og kræver flertal blandt to tredjedele af de afgivne stemmer.

Stk. 13.
Godkendes dispensationen, stiller fanrepræsentanten op på lige fod med de øvrige kandidater indstillet af bestyrelsen.

Stk. 14.
Bestyrelsen fastsætter en ramme for valgkampen. Denne offentliggøres snarest muligt efter d. 6. januar og senest d. 20. januar. Hvis rammen for valgkampen overskrides af en eller flere kandidater, har bestyrelsen myndighed til at diskvalificere den/de pågældende kandidat(er)

Stk. 15. Fanrepræsentantens arbejde i Brøndbyernes IF Fodbold A/S er frivilligt arbejde for Fanafdelingen. Såfremt der udbetales et honorar eller en løn i forbindelse med arbejdet i bestyrelsen i Brøndbyernes IF Fodbold A/S, skal dette doneres til Fanafdelingen. Det beløb der overføres til Fanafdelingen skal svare til udbetalingen efter evt. skat og andre omkostninger er fratrukket, således at Fanrepræsentantens donation vil være omkostningsneutral for selvsamme.

§11 – Opløsning

Stk. 1. Beslutning om Fanafdelingens opløsning kan kun ske, dersom der opnås tre fjerdedels flertal herfor på to af hinanden følgende ekstraordinære generalforsamlinger med dette som eneste punkt på dagsordenen.

Stk. 2.
I tilfælde af opløsning overdrages Fanafdelingens eventuelle midler og øvrige ejendom til Amatørafdelingen i Brøndbyernes idrætsforening.