Hvad vil du gerne vide fra fanrepræsentanten?

Det vil vi gerne vide fra dig! 

Som du sikkert ved, er ét af Fanafdelingens formål at søge indflydelse i den professionelle afdeling af Brøndby IF. Det gør vi gennem Sune Blom, som tilbage i marts blev valgt til fanrepræsentant på vores generalforsamling.

Det er Sunes opgave at tage foreningens – og dermed medlemmernes – input med ind i bestyrelseslokalet. Men hvad sker der så derfra? Det kan være svært at have fuld åbenhed om, eftersom bestyrelseslokalet er beseglet med en omfattende tavshedspligt. Sammen med Sune har vi dog udformet et rapporteringsskema, som han vil udfylde i forbindelse med hver kvartalsrapport. Skemaet vil efterfølgende blive sendt ud til medlemmerne, så de kan følge med i den retning, klubben bevæger sig i på de forskellige områder. For jo; noget kan Sune trods alt godt fortælle om. Men det vil være i meget generelle betragtninger, at der bliver rapporteret om status i bestyrelsen. Du kan læse mere om, hvad fanrepræsentanten arbejder med, og hvad vedkommende ikke arbejder med, her.

De overordnede temaer er selskabets drift, fans og fællesskab. Vi har selv gjort os nogle tanker, men vi vil også gerne høre dit input inden for ovenstående tre områder. Hvad kunne du godt tænke dig kvartalsvise opdateringer om? Vi vil blive rigtigt glade, hvis du vil skrive en mail til kontakt@bif-fan.dk med dine tanker. Så samler vi sammen hen over sommeren.

Statusrapporten vil blive suppleret med en kommentar fra Fanafdelingens formand og/eller fanrepræsentanten, og vi forventer at melde ud i forbindelse med halvårsregnskabet, som kommer d. 27. august.

Det her er kun ét af vores mange ben i foreningen, og vi vil løbende bygge på samarbejdet med Amatørafdelingen og vores sociale arbejde.

God sommer!

Lasse Bauer
Formand i Fanafdelingen i Brøndbyernes IF

Skrevet af

Spred ordet