Formandens beretning 2020

Som enhver anden frivillig forening har 2020 for Fanafdelingen været præget af Corona-pandemien og dets mange følger. Som nævnt i vores nytårshilsen til medlemmerne var Fanafdelingen i løbende dialog med klubben og andre fans om de forskellige initiativer. Klubbens Aldrig Alene-trøje har naturligvis trukket overskrifter, men flere andre initiativer er værd at fremhæve:

– Køb Gult-kampagnen, hvor flere sponsorer følte en markant opbakning til deres sponsorat og understregede den fortsatte værdi ved at være partner i Brøndby IF.

– Forskellige forsøg på at ‘tømme’ Brøndbyshoppen.

– Køb af fællesskabsbilletter over flere omgange, hvilket har genereret et mio. beløb i likviditet. Heraf er 10% gået til moderklubben, der også har været påvirket.

Sideløbende blev der fornyet over 10.000 sæsonkort til en sæson, de ikke kunne forventes benyttet fuldt ud; og siden coronaens opblussen slet ikke.

Alt sammen tegn på, at fællesskabet rykkede sammen om klubben og viste, at det ikke kun er til kampene, at fansene er villige til at være der for klubben.

Vi håber snart at kunne komme til fodbold igen, hvor Fanafdelingen igen vil være til stede med initiativer ind i klubben via vores fanrepræsentant og sociale tiltag på Vestegnen. Vi har bl.a. over 25.000 billetter vi skal have delt ud til organisationer, institutioner og andre. Alt sammen finansieret af Brøndbyfans – tak.

I selve foreningen har vi benyttet året til at arbejde på de interne strukturer for foreningen og bestyrelsesarbejde. Elementer som den kommende bestyrelse kan bygge videre på og forhåbentligt skabe en endnu mere synlig, gennemsigtig og proaktiv forening. En ting er sikker. Opstartsperioden er overstået, og foreningen står rustet til at bygge på og udfylde formålsparagrafferne.

Sammen med fangrupperne kan Fanafdelingen udvikle og præge livet som Brøndbyfan, og hvad vi vil som fankultur omkring Brøndby IF. Vi har en unik mulighed i Danmark på at gøre fansenes indflydelse gældende i klubben. Via Fanafdelingen, Fanrepræsentanten og vores dygtige SLO’er. Det kræver vi alle drøfter, hvor vil vi hen som fans og fællesskab? Grundlaget er skabt, og uanset om man er uafhængig eller aktiv giver Fanafdelingen rammerne for denne snak.

Det er også mere personligt min sidste handling som formand for Fanafdelingen. Jeg tilbød mig til foreningens opbygning og opbygning af relationer, standpunkter og fokus. Efter to år skal foreningen nu bygge på, og et kig udover kandidatlisten giver en ro i kroppen.

Jeg håber at blande mig i debatten fremover både i fanafdelingen og online. Og selvfølgelig på stadion efter vacciner og myndighederne igen vurderer det sikkert.

/Formand Lasse Bauer

Skrevet af

Spred ordet