Nyt fra Fanrepræsentanten, februar 2024

Så er sæsonen i gang. Lad os håbe det bedste. For mig personligt er det afgørende, at vi på herresiden dels er med i spillet så lang tid som muligt, dels evner at spille de unge ind på holdet. Og at vi på kvindesiden går hele vejen og tager mesterskabet. Begge dele skulle være muligt. Men nok om det, det sportslige er ikke mit fokus her.

Brøndby har lagt et spændende dokument ud på hjemmesiden. Under fanen ”Klubben” ligger der et dokument, der hedder ”Identitet og ambition”.

Først lidt om rammerne for dokumentet. Det har været drøftet i bestyrelsen over flere gange, og jeg har deltaget aktivt. Jeg har også været tæt inde i tænkningen i samspil med klubbens ledelse og flere andre bestyrelsesmedlemmer. Min tilgang har i alle drøftelser været:

  1. At det er afgørende, at Brøndby – og dermed klubbens bestyrelse og ejerskab – kommunikerer aktivt om, hvordan bestyrelsen ser den strategiske ambition for de kommende år,
  2. at vi som bestyrelse er tydelige på, hvad vi synes er vigtigt, og hvad vi synes er mindre vigtigt for Brøndby her og nu og hvorfor,
  3. at vi er så åbne og transparente som muligt i forhold til hvilke tiltag, vi vil prioritere og investere i samt,
  4. at vi som bestyrelse må stå på mål overfor alle ca. 23.000 aktionærer samt fans, sponsorer og lokalsamfund for vores beslutninger.

Nu er dette landet i et dokument, der hedder ”Identitet og ambition”. Jeg vil ikke gennemgå det hele men fremhæve en række elementer:

  • Værdiaftalen er nævnt og anerkendt som et fundament for klubbens videre udvikling.
  • Det er nævnt som en målsætning, at ”vi skal være en bæredygtig økonomisk klub”, et forhold der i mine øjne er helt afgørende videre frem som en ramme at styre efter i forhold til budgetter, investeringer mv. –  og som er et tema, vi bør drøfte mere for at skabe bred enighed om, hvad reelt betyder.
  • Et fællesskab med mangfoldighed hedder en overskrift, der så foldes ud med henvisninger til lokalsamfundet, det sociale ansvar med videre. Helt afgørende i mine øjne.
  • Det er nævnt som en værdi, at ”i vores stræben efter succes glemmer vi ikke, hvem vi er som klub”. Det er afgørende og et element, jeg i mit arbejde ind i bestyrelsen vil tage afsæt i og insistere på, at vi løbende drøfter og pejler nye tiltag og investeringer op mod.
  • Hvad angår talenter og masterclass, er det nævnt, at ”vi vil fortsætte med at investere betydelige ressourcer i masterclass for at sikre, at vores talenter bryder igennem på seniorniveau” – det er vel det tætteste vi kommer på en konkret målsætning for masterclass, som vi alle skal holde klubbens ledelse og bestyrelse op på over de kommende år.
  • Ligeledes hedder det ”varig succes for vores herrer og kvinder”, der slår fast, at vi er en klub, der har 2 hold og i alle sammenhænge vil investere i begge hold for at skabe den varige succes.
  • Hvad angår ejerskabet, hedder det ”i Brøndby IF handler et ejerskab ikke bare om at drive en klub; det handler om forvaltning af en kulturel institution”. I mine øjne helt afgørende, og et udsagn vi alle skal holde ejerskabet op på videre frem.

Det er ingen hemmelighed, at mange gerne så, at bestyrelsen fremlagde en mere konkret strategi. Nu er vi her og står med en ”ambition”. Nogle vil mene, at det er det samme, andre ikke. Lad os se det som en strategi, lad os som fans drøfte oplægget, som var det en strategi, og lad os sikre, at vi holder bestyrelsen og klubbens ledelse op på det, som var den konkret strategi.

Jeg ved også, at ord er taknemmelige. Derfor skal vi se handlinger, der folder ambitionen ud. Det må vi arbejde for på alle leder og kanter. Det er faktisk også min oplevelse, med den indsigt jeg har, at der over det sidste år er truffet en række beslutninger i bestyrelsen, der understøtter de perspektiver, der er skitseret i ambitionen. Jeg vil gøre mit bedste sammen med bestyrelsen og sammen med bestyrelsen i Fanafdelingen for at fastholde dette.

God sæson. Håber, at se mange af jer på tribunerne til herre- eller kvindekampe, begge dele handler om Brøndby.

Claus Bjørn Billehøj

 

Skrevet af

Spred ordet