Nyt fra Fanrepræsentanten, oktober 2024

Sæsonen er i gang – men det er ikke fokus for dette skriv. Det er derimod mere det, der sker uden for banen, både i mødelokalerne og på tribunen.

Der er 3 forhold, jeg gerne vil kommentere på:

  • Det netop udkomne regnskab,
  • Generalforsamlingen i Fanafdelingen, og hvad jeg ser som mit mandat, og
  • Den rolle vi som fans spiller i forhold til, hvordan omverdenen ser Brøndby.

På en eller anden måde hænger de sammen. Mere om det.

 

Regnskabet først

Det er et regnskab med røde tal der viser et stort underskud over de sidste 18 måneder på 104 mio. kr. i alt svarende til ca. 200.000 pr. dag. Omvendt er det også et regnskab, der viser en forbedring i indtægter/lønsomhed, da underskuddet ikke er så stort, som det oprindelig var forventet i tidligere meddelelser til markedet (som var inden for rammen – 140 mio. kr. til -110 mio. kr.).

Afhængig af øjnene der ser, vil regnskabet kunne tolkes meget forskelligt: Er vi på rette vej (er vi bæredygtige)? Eller er vi på vej i hegnet (er vi ubæredygtige)? Det vil jeg ikke kommentere her, det er ikke min rolle.

Det jeg vil dog som ansvarligt bestyrelsesmedlem fremhæve (og det uden at rejse en fodboldideologisk GFH-diskussion) er, at vi som virksomhed har et ejerskab, der er kapitalstærkt og dermed ikke står overfor at have brug for going concern/støtte tilkendegivelser fra ejerne for at kunne fortsætte driften.

Ligeledes må det være helt afgørende, at klubben ikke står med en gældsforpligtelse, der er ubalanceret og gerne en forpligtelse, som samtidig afspejler reelle investeringer fremfor forbrug, som kan styrke fremtidig drift. Igen, det er afhængigt af øjnene der ser.

Jeg har noteret mig, at Fanafdelingens bestyrelse netop har fokus på dette, og jeg vil som bestyrelsesmedlem se frem til drøftelserne på selskabets generalforsamling den 29. oktober, hvor jeg håber at så mange som muligt, af de ca. 23.000 små aktionærer (og dermed fans), der udgør en kerne i fællesskabet, dukke op men også gerne store aktionærer, der med rette kan indgå i drøftelser om selskabets status.

 

Så lidt om Fanafdelingens generalforsamling

Der var en del debat om, hvem der sætter retningen for Fanafdelingen. Det er korrekt, at min rolle er faciliteret af Fanafdelingen, men det er ikke sådan, at jeg har et bestemt mandat, jeg agerer indenfor. Jeg er valgt ind i selskabets bestyrelse og skal dermed varetage selskabets interesser bedst muligt – på en måde hvor jeg kan repræsentere det brede fanmiljø i de strategiske drøftelser.

I den proces står jeg dels på de pejlemærker, Fanafdelingen meldte ud januar 2022, dels Værdiaftalen fra juni 2023. Begge tjener som et udgangspunkt for mit virke, og derudover agerer jeg på baggrund af de erfaringer, jeg har fra andet bestyrelsesarbejde og min uddannelse fra CBS-bestyrelsesuddannelsen.

Endvidere taler jeg løbende med fans, både til kampe (hjemme og ude), og mødes ofte med fans i andre sammenhænge. Jeg tror, der inden for de sidste måneder har været 4-5 fans forbi mit arbejde til kaffe, eller vi har gået en tur eller tilsvarende – mennesker jeg ikke kendte på forhånd, men som har rakt ud. Det er man altid velkommen til. De samtaler giver en dybde og bredde i forståelsen af fanmiljøets holdninger og perspektiver, som tilsammen nuancerer min baggrund ind i de strategiske drøftelser i selskabet. Så til dem, der mener, at ”jeg er dybt orange” eller ”kun repræsenterer de få”, så vil jeg sige, at det synspunkt er uværdigt og ikke fair.

 

Til sidst lidt om den rolle vi som fans spiller i forhold til, hvordan omverdenen ser Brøndby

Selv har jeg det sådan, at der er BIF-klistermærke på min cykel og min pc, og at jeg meget ofte har en BIF-kasket på, også på job. Det er jeg stolt af. Jeg synes, vi Brøndby fans har en ”tillids-kontrakt” med hinanden, hvor dét den ene gør, påvirker den anden.

Jeg tænker ofte inde i min selv, at jeg som fan er repræsentant for Brøndby og skal efterlade et så godt indtryk af Brøndby alle steder, så mange andre tænker, at Brøndby er den bedste klub. Derfor gør jeg mig umage.

Andre fans viser deres engagement på andre måder. Det er naturligt, og sådan skal det være. Vi skal bare huske, at det skal være inden for rammerne af vores gensidige ”tillids-kontrakt”.

Jeg vil til enhver tid arbejde for at sikre ytringsfriheden på tribunen, så længe det er inden for rammerne. Det er min rolle at arbejde for det, det ved alle.

Men vi skal alle huske, at omverdenen ser os som det store fællesskab, vi er, og derfor har vi alle et ansvar for at sikre, at kontrakten vedligeholdes, både på tribunen og uden for tribunen (både kampdage og hverdage), fordi vi er forbundet i fællesskabet. Vi skal sammen tale videre om, hvordan vi sammen forvalter dette bedst muligt. Ikke at vi skal være ens – men vi skal være enige om, at vi er en del af et fællesskab.

Det var lidt om 3 emner, der hænger sammen. Fællesskabet sætter rammerne for det hele. Hvis vi i vores tilgang til omverdenen styrker den positive fortælling om Brøndby, er det selvklart, at små og store aktionærer gerne vil styrke deres engagement i selskabet, og hvis Fanafdelingens pejlemærker og Værdiaftalen skal realiseres, er netop dét afgørende. Tilsvarende fordrer det, at fans og Fanafdelingen (og Brøndby Support) udvikler det, jeg kalder ”tillids-kontrakten”.

Claus Bjørn Billehøj, 4. oktober 2024.

Skrevet af

Spred ordet