Store underskud må ikke blive normalen i Brøndby IF

Minus 131 millioner kroner. Det er resultatet af regnskabet for det seneste år – 2024/25 – der blev offentliggjort i slutningen af september. I perioden før det – 2023/24 – var underskuddet på 104 mio. kr.
Det er tal, der vækker endog meget stor bekymring hos Fanafdelingens bestyrelse. Det er grundlæggende alt for store underskud. Og som skal dækkes ind via kapitaltilførsel fra ejerne, nye lån eller nye aktieemissioner, som vi allerede har set tidligere på året. Det er løsninger, der måske kan fungere på kort sigt – men som ikke er bæredygtige i længden og dermed balancerer på de aftaler der er indgået mellem os klubbens ejerskab.

Desværre er denne økonomiske kurs ikke ny for klubben. Brøndby IF har historisk haft svært ved at skabe årlige overskud, og indtil videre har GFH’s ejerskab desværre ikke ændret på den tendens. Det må vi forholde os ærligt og kritisk til.

Fanafdelingens bekymring
Fra Fanafdelingens side, er det afgørende, at klubben drives ambitiøst, men også uden unødig risiko. Flerårige underskud i 100+ mio. klassen er gift for vores klub, og ødelægger vores konkurrenceevne og bæredygtighed på sigt. I den sammenhæng skal vi huske på at vi som fans er her på den lange bane og har den intention at klubben ligeså er her på den lange bane. Den nuværende udvikling bekymrer os derfor betydeligt.

Vi ønsker alle, at klubben udvikler sig sportsligt og organisatorisk. Men den udvikling skal ske inden for rammer, der ikke truer klubbens eksistensgrundlag. Det er svært at se, hvordan flere år i træk med trecifrede millionunderskud kan give et udgangspunkt, der sikrer handlefrihed og en sikker fremtid.

Det understregede vi på generalforsamlingen i Fanafdelingen, der blev afholdt lige inden offentliggørelsen af årsregnskabet. Læs evt. bestyrelsens beretning og referatet fra generalforsamlingen. Her var der opbakning til kritik og dialog på samme tid.

Fokus frem mod klubbens generalforsamling
Vi er nu i fuld gang med at forberede os til den kommende generalforsamling i klubben den 21. oktober. Her vil vi – som altid – møde op på vegne af vores medlemmer og fans og stille de nødvendige spørgsmål om økonomi, strategi og ansvarlig ledelse. Vi er der hvor vi som aktionær i selskabet vil bede om at få den langsigtede plan for at opnå bæredygtighed offentliggjort. Det ønsker vi som fans.

Derudover ser vi frem til det kommende årsmøde mellem klubbens ejere, ledelse og Fanafdelingen, som er fastsat i Værdiaftalen og finder sted i begyndelsen af december. Her vil vi endnu en gang insistere på en åben og ærlig dialog om den kurs, klubben har på kort og langt sigt. Hvis ikke vi kan se os i den har vi en ny situation som vi som bestyrelse må forholde os til.

Et krav om balance og ansvarlighed
Vi står fast på, at Brøndby IF skal drives på en balanceret og bæredygtig måde. Det betyder ikke, at vi skal sætte ambitionerne ned. Men det betyder, at ambitioner og virkelighed skal hænge sammen. Vi skal ikke satse over evne, men bygge klubben op, så den står stærkere for hver sæson – og vi ikke risikerer at skulle starte forfra, hvis de sportslige resultater udebliver.

Vi vil løbende holde jer opdateret om vores arbejde, dialoger og de svar, vi får.

Skrevet af

Spred ordet