Fredag aften d. 17. april fik alle brøndbyfans den forløsning, der har været sukket efter i mere end fem måneder. Holdet leverede en fantastisk kamp, og tribunerne viste endnu engang den store klasse, som karakteriserer fællesskabet i Brøndby. Der er i den grad grund til at glæde sig over sejren sammen med holdet og medfans.
Kulissen den aften var ikke bare en opvisning i, hvad tribunerne i Brøndby kan levere. Det var en skarp understregning af den unikke loyalitet, der er klubbens fundament: At selv efter 11 runder uden en sejr, står fansene der stadig. Urokkeligt bag holdet.
Støtten er ikke betingelsesløs
Men den uforbeholdne støtte til spillerne på banen fjerner ikke den fundamentale bekymring Fanafdelingens bestyrelse, og mange fans, nærer for hvor ejerne er på vej hen med klubben uden for banen.
Lørdag d. 11. april sendte Fanafdelingens bestyrelse et åbent brev til klubbens ejerskab og bestyrelse hvori der blev udtrykt bekymringer om den nuværende ledelse af og retning for klubben. Det kom der svar på tirsdag d. 14. april.
Fanafdelingens bestyrelse sætter som udgangspunkt pris på svaret da det er tydeligt at den nuværende situation – upåagtet det flotte resultat mod Sønderjyske – er noget der fylder meget i fanmiljøet. Der er bl.a. set markante tilkendegivelser på tribunerne ved hjemmekampene mod henholdsvis F.C. Midtjylland og Sønderjyske, som vidner om, at bekymringerne spænder bredt i Brøndbys fanmiljø.
Klubbens svar spænder bredt og forsøger at besvare dele af de bekymringer, der er blevet rejst, heriblandt de manglende nyansættelser til nøglestillingerne i klubben. Derudover fremhæves en række af de strukturelle ændringer, som er foretaget i klubben det seneste år.
Absolut positive ændringer, som Fanafdelingens bestyrelse bestemt ikke ønsker at negligere. Det fornyede fokus på Masterclass og opdateringer af klubbens sportslige og kommercielle faciliteter er vigtige elementer for klubbens fremtidige succes og bæredygtighed.
Må ikke stå alene
Om end disse ændringer er vigtige og nødvendige, kan de ikke stå alene. Det generelle indhold af svaret fra klubben var ikke særlig konkret og vidner om et fravær af konkrete løsninger der kan præsenteres for klubbens fans på nuværende tidspunkt.
Fanafdelingens bestyrelse har bedt klubbens ledelse og ejerskab om et snarligt møde, hvor bekymringerne igen vil blive forelagt for dem. Budskabet til ejerskabet og bestyrelsen er forsat det samme:
Træd tydeligt frem. Skab klarhed. Og vis med konkrete handlinger, at I har hænderne på rattet